InnerMotion - Guidebogen - Hvorfor jeg skrev denne guidebog
Det hele startede en aften i 1993. Jeg var en rastløs trettenårig, der summede af forventning til min allerførste rave. Da jeg stod på mit værelse, usikker på, hvad jeg kunne forvente, kom min storesøster ind, smilede og gav mig et simpelt råd: "Bare luk øjnene, lyt til musikken og dans." Jeg fulgte hendes råd, og det var præcis, hvad jeg havde brug for. Jeg havde sjældent danset til den slags musik før, men den aften, da de elektroniske beats fyldte rummet, lukkede jeg øjnene og begyndte at bevæge mig. Det føltes fantastisk, og jeg elskede det med det samme! Det var, som om noget indeni mig havde ventet på præcis det øjeblik. Jeg var ikke klar over det på det tidspunkt, men den aften udløste en forbindelse til musik og bevægelse, der ville forme resten af mit liv.
Fra det øjeblik blev technoklubber mit fristed og min skole. Hver aften med dans introducerede mig til et levende fællesskab - en udvalgt familie fyldt med inspirerende mennesker og transformative ideer. Den kraftfulde energi fra Beograds rave-scene i 90'erne dannede den perfekte baggrund for min vækst og udforskning. Dans blev mere end bare en hobby; det udviklede sig til en vigtig praksis, der hjalp mig med at håndtere stress, bearbejde følelser og genoprette forbindelsen til mig selv. Selv i dag, 32 år senere, er det at gå i byen stadig en essentiel del af mit liv, et værdsat ritual for glæde, frigørelse og selvopdagelse.
I mange år dansede jeg udelukkende på instinktiv basis, uden struktur eller vejledning. Det ændrede sig i 2016, da min rejse tog en stærk ny retning takket være min psykoterapeut og mentor, Hana Stamatović. Hun inviterede mig til en af sine Open Floor workshops, der tilbød en unik blanding af bevægelse og psykologisk udforskning. Fra den allerførste session var jeg fanget. Jeg begyndte at forstå, at dans ikke kun var fysisk, den kunne være dybt helende, transformerende og afslørende. Hanas lære om kropsliggørelse, jordforbindelse, mindfulness og følelsesmæssigt udtryk ramte en dyb nerve i mig, og jeg fandt mig selv i at dokumentere omhyggeligt hver indsigt og øvelse, ivrig efter at holde fast i alt, hvad jeg lærte.
En uforglemmelig workshop blev et vendepunkt i, hvordan jeg forholdt mig til dans. Til den sidste session af vores syv ugers cyklus blev vi inviteret til at komme i kostumer som en måde at legemliggøre og udtrykke en ny version af os selv, der var opstået gennem danseprocessen. Jeg valgte at forvandle mine hænder til levende påmindelser om alt, hvad Hana havde lært mig, og dække dem med symboler, der dannede en slags "snydeark" baseret på de noter, jeg havde samlet gennem årene.
Ved vores næste terapisession spurgte Hana mig: "Hvordan ville du have det med at blive underviser i en praksis som denne? Du er et naturtalent. Begge dine forældre er lærere, og dine detaljerede noter kombineret med dit videnskabelige sind ville gøre dig fremragende til det." Jeg lo og sagde: "Nej, det er ikke noget for mig - jeg kan ikke se mig selv undervise en gruppe mennesker." Alligevel havde alt ændret sig dramatisk inden for tre år.
Da Hana døde den 4. november 2022, var vores dansefællesskab knust. Hun havde en sjælden evne til at guide folk mod en dybere forbindelse med sig selv gennem dans. Der var noget ekstraordinært ved den måde, hun holdt rum på; den var rolig, intuitiv og fuld af nærvær og kærlighed. Hun underviste ikke bare i bevægelse; hun hjalp folk med at føle sig trygge nok til at være fuldt ud sig selv. Gennem sit arbejde oplevede mange af os gennembrud, som vi ikke engang vidste, vi havde brug for. Hun var virkelig enestående. Efter hendes død følte jeg en stille, men stærk træk til at fortsætte med at udforske den viden om dans, hun havde delt med mig.
Mens jeg søgte efter en dybere forståelse, blev jeg overrasket over at opdage et betydeligt hul i viden, og der var meget få omfattende ressourcer om bevidst, intuitiv dans. Jeg brugte timer på at grave gennem hjemmesider, artikler og videoer i håb om at finde noget, der afspejlede, hvad Hana havde lært os. Jeg kunne ikke finde noget, der fangede essensen af hendes arbejde. Så, på Parallel Festival i september 2023, omgivet af smuk musik, natur og en følelse af tilhørsforhold, klikkede der noget. Jeg ville skrive den guide, jeg altid havde haft brug for, og dele denne viden med andre, der måske også søger.
Fueled by years of personal notes, extensive scientific research, and relentless curiosity, I began pouring myself into this project. What started as a simple idea rapidly evolved into an ambitious mission - a comprehensive manual filled with techniques, exercises, and insights on mindfulness, embodiment, emotional connection, and transcending inhibition. Each session on the dance floor became a laboratory for testing and refining these ideas, deepening my understanding and bringing newfound joy to my own dance practice.
As my vision expanded, I realized I needed to develop new skills, especially in creating safe spaces, guiding groups, building trust, and understanding how movement can evoke deep emotional responses and altered states of consciousness. Then, in September 2024, once again at the Parallel Festival, I experienced another powerful insight: this knowledge wasn’t something to keep to myself, it needed to be shared widely. That realization inspired the creation of DanceResource.org - a non-profit, open-source platform for dancers, facilitators, researchers, and curious newcomers to explore movement as a path to self-awareness, healing, connection, and transformation. Determined to grow further, I enrolled in the Center for Integrative Development (CIR) in September 2024. A few months later, in December, I began mentorship with Alexey Kuzmin, an experienced teacher with over a decade of leading conscious dance workshops. Finally, in March 2025 - after twenty years in the IT world - I took the leap. I left my job to dedicate myself fully to the path of dance.
This guide is more than a manual; it is a testament to the transformative power of dance, a tribute to Hana’s legacy, and an invitation to anyone who has ever felt the pulse of music stirring within. My deepest wish is that through this practice, others will discover the boundless freedom and authenticity waiting to emerge from within their bodies - just as I did on that unforgettable night, all those years ago.
